Af Henning Jørgensen
Der er indre kohærens, sammenhæng, i Kim Holms keramik: mellem indre og ydre, mellem form og dekoration, mellem ler og glasur. Og så er det velgørende at møde en nutidig keramiker, der har mod til at bruge den klassiske beholderform som afsæt for nye erobringer i det særlige stoflige materiale, som keramikken udgør. Resultaterne fortæller om synlig harmoni, håndværksmæssig dygtighed og musisk nerve, men først og fremmest om, at enkelhed i form aldeles ikke udelukker rigdom i resultater.
Det er udslag af selvtillid og høflig elskværdighed over for den keramiske tradition, at Kim Holm tør være ”traditionel” i brugen af beholderformen. Det er blevet næsten originalt i dag at holde sig til denne urform, som også er den første, man møder i skoling til keramikken. Kritikeren John Ruskin, der blev den engelske ”Arts & Crafts”-bevægelses stærkeste fortaler, konstaterede allerede i 1849 i forhold til arkitektur: ”Der går ikke en dag, hvor vi ikke hører, at vore arkitekter opfordres til at være originale og til at opfinde en ny stil. Der er i dag endnu større krav om at skabe nye former hver eneste gang. Man kan godt blive forvirret over den visuelle harmonis forsvinden med sådanne krav, der efterkommes i bevidst opmærksomhedsskabelse”. Men man skal ikke lade sig forvirre, hverken som arkitekt eller keramiker. Individuel prægning er aldeles ikke udelukket, fordi man anvender en kollektiv afprøvet form, som huset eller beholderen er. Der er ingen grund til at gå i lære som geni. Og netop de keramikere, der vil skille sig ud fra andre ved at opfinde nye former, ender let med at virke effektsøgende og dubiøse. Kim Holm viser, hvordan det keramiske håndværk kan fornys netop ved at vise respekt for formen og materialerne og så koncentreret være i arbejdet med erfaringer og erindringer i bagagen.
Når der formgives, tvinger keramikeren os til at glemme, hvad vi tror, vi allerede ved, så nye forbløffende opdagelser kan gøres. Men der gøres ikke skødesløse forsøg hos Kim Holm på at vække opmærksomhed eller være ”villet kreativ”. Hans cylindre og fade med udtalt stoflighed, fasthed og vitalitet i udtrykket råber ikke op, men giver lavmælt og næsten underspillet tiltale i keramisk form. De har tyngde og er strammet op mod et punkt, hvor der hverken skal kunne lægges til eller trækkes fra. Hans arbejder er et ligefremt og vægtigt bidrag til den guldalder, som dansk keramik befinder sig midt i. Indsatsen har krav på og har da også allerede nået opmærksomhed ud over landets grænser.
Kim Holm har gennem flere årtier tålmodigt afprøvet keramikkens muligheder og udtryksformer. Fra en første periode med stærk indflydelse fra den fremragende japanske keramiker Shoji Hamada, over arbejder udført i raku-teknikken til dagens uantastelig selvstændige udtryk har han kultiveret udtrykket og forfinet egen stil, hvor den japansk-orientalske inspiration dog ikke skjules. Hamada er imidlertid skiftet effektivt ud med Holm selv. Et Kim Holm-arbejde kan vanskeligt forveksles med andre keramikeres. Det skyldes ikke snævert den sikre formgivning, men netop kohærensen, det naturlige og logiske samspil mellem alle elementer.
Det indbefatter glasurerne, som han laver selv. Her får farveglæden afløb i bredspektrede, integrerede udtryk – selv hvor der er brugt klare blå, gule og enkelte gange røde farver. Spektret går også fra en varm og imødekommende brækket hvid farve til en uudgrundelig, ulmende sort. Glasuren har han fået så megen magt over og så megen lys i, at den næsten som i den bedste koreanske og kinesiske keramik fra 10.-12.-tallet kan have både ”jadens stråleglans og vandets krystalklare udstråling” i sig. Dermed er mere end antydet, at han har nået en egenartet, dæmpet lysreflektion, der gør arbejderne levende i rummet.
Keramikere sætter så at sige alt på ét bræt i brændingen, der aldrig er helt kontrollerbar. Teknisk set brænder Kim Holm ved 1150-1160 grader, både i el-ovn og i gasfyret ovn, og han brænder gerne flere gange, hvor nye glasurlag undertiden arbejdes ind ved en lavere brændingsgrad. Forestillinger om dybde og stoflighed i glasuren forfølges. Det er mellem lertøjets og stentøjets brændingsgrader på 1000 henholdsvis 1250 grader – altså som med fajance -, at hans keramik bliver til i et stille og serielt arbejde. Der er nok en vis diskretion over værkerne, men så sandelig også autenticitet og styrke, som glasurerne bidrager centralt til. Og der er ikke skygge af sværmerisk følsomhed. Det er velgørende. Også, at det ikke er perfektionismen, der er målet.
Værkerne veksler i størrelse – fra små, diminutive theskåle til store, halvt mandshøje cylinderformede krukker; men form, skærv, skårne dekorationer og glasurer løber ikke fra hinanden. Repetitive punkter, buler, streger eller skæringer er sat op over for andre individuelle størrelser. Noget, der ligner geometrisk progression, får modsvar i form af individuelt formede. Det er som vandrende bevægelser rundt om eller op over formerne, der kontrasteres af modsatgående former eller punkter på cylinderen. Ude og inde. Alt har lige vægt. ”Dividuelle” og ”individuelle”, forløb veksler, så der ikke bliver tale om stive liniære forløb, men om punkter i bevægelse. Der er fast tempo og skala i formningen af beholderne, og til disse musikalske grundforløb kommer så glasurens meddelsomme sange.
Cylinderne melder sig ikke med én stemme: De er kor lige så meget som solister. De kan synge sammen – give og modtage på samme tid, medvirke med egen stemme og samtidig bidrage til samklang med andre. De fleste synes dog at være helt afklarede med hensyn til deres budskab og æstetiske mission. Selv om det nok er dialoger om lykkens og skønhedens natur, der er tale om, synger de alle om hverdagen og dens poesi, der her er sat i størknet og smittende farverig form.
Lige så upedantisk ranke, formerne kan være, lige så udtryksfulde er de mangefarvede glasurer og underspillede ornamenteringer. Kim Holm kan i og for sig siges at følge den engelske keramiker Bernard Leach, der sagde, at han kun dekorerede ting, når de følte sig ensomme. Men Kim Holms arbejder rækker mod et fællesskab. Både noget definitivt og fast og noget hemmelighedsfyldt og flygtigt er forenet. Som i al god kunst.
Kim Holms arbejder er overbevisende faste, formklare og solidt fæstnede til grunden, hvorpå de står, men de er også æggende og talende i glasurernes dirrende diversitet. Beholderne står der bare, milde og maleriske, og fylder umærkeligt sig selv med smittende ro. De er på stor afstand af det aggressive, og der er noget befriende ukompliceret og enkelt over dem. Selv om der ikke fortælles historier eller viftes med ornamentale flag, er det beslutsomme beholdere, vi møder. De ved og viser, hvad kohærens står for i keramikken.
